Fredagen før havde vi besluttet, at når nyheden om Fars død kom, så måtte vi læsse den lille Hyundai Atos med os selv, hunden og dens foder, og sætte snuden mod Herning - så det gjorde vi den 23.9.2004.
Her er A´tossen nået til havnen i Sønderborg

Odeysse´en fra 1993 skræmte
Ingen af os havde glemt rejsen til dansk jul i 1993.
Dengang tog turen i Fiat Uno´en over tre døgn, og vi havde faktisk lovet os selv aldrig at gentage den tur.
Men A´tossen er nyere, vi er nu to med kørekort (Læs om Charlottes køreskole >>), og så var det ikke vinter (men kun efterår, og det fandt vi ud af egentligt også er slemt - mere om det senere...), så vi bestemte at udturen ville vi tage i ét stræk.
Og det gjorde vi - afsted fra Via Plana 8.34, ankomst Krogvejen i Sønderborg til ventende rejemadder og øl klokken 01.45.

Kan man køre hurtigt i Tyskland?
Nu er A´tossen jo ikke en Ferrari, vel?
Alligevel regnede vi et stort stykke ad vejen med at kunne klare de 1.353 km til Sønderborg på en 14-16 timer i stedet for de 18, det blev til.
Fra Milano til grænsen gik det glat - meget trafik, ja - men det er jo normalt.
I Schweiz fik vi investeret i klistermærket, og straks efter oplyste store lystavler os om, at her kører man max. 110 km/t , og udover radarer holdt der politi parat til at snuppe synderne ved stort set hver tilkørsel.
Så vi opførte os ligeså disciplinerede som de lokale.
Og så var hastigheden stort set overalt et sted mellem 60 og 80 km/t maks.
Puha - Schweiz er smukt, men keeedeligt.....

"I 30 år under Borgiaerne (indflydelsesrig familie i Rom. red.) oplevede Italien krig, terror, mord og blodsudgydelser - men man frembragte en Michelangelo, en Leonardo da Vinci og renæssancen.
I Schweiz har man haft broderkærlighed, fem hundrede års demokrati og fred, og hvad er resultatet?
Kukuret."

Vel fremme ved Weil am Rhein - der i øvrigt har et fantastisk design-museum med bl.a. Panton-modeller, som det ellers nok er værd at bruge nogle timer på - Vitra Design Museum >> - var klokken alligevel kun omkring halv tolv.
I 1993 var det vores første overnatning af 3 - læs mere om Odysse´en i 1993 til venstre....
Men hurtigt gik det mindsandten ikke - der er simpelthen for meget trafik - end ikke de store BMW´er og Mercedes´er kunne køre mere end 120-130. Og selv de må jo bremse op, når lastbilerne vil være med til at overhale.
Vi lagde mærke til, at de store tyske biler har mørke farver - mens et stort flertal af de mange Mercedes´er i Italien er søvfarvede - så virker de ikke så varme om sommeren.
I det hele taget kører der mange flere sølvfarvede biler rundt i Italien.

Frem kom vi dog alligevel - uden at skulle være vidne til ulykker, oversvømmelser og andet - kun lidt regn, og en fornemmelse af, at der for hver 100 km var mindst 10 km med vejarbejde, hvor man kom frem med 60-70 km i timen.

Vin uden druer - i Schweiz
Næste gang ved vi, at med alle mellemregninger og uforudsete begivenheder skal man nok ikke regne med mere end 75-80 km i timen inkl. tankning, spisning og en hundeluftning.
Hundeluftningen var faktisk alletiders. 10-15 min. gå tur med kræet hver 2.-3. time betød faktisk, at trætheden slet ikke dukkede op.
På de schweitziske autogrill var der faktisk hundebar med frisk vand, jo, de er ordentlige, men keeedelige mennesker.... - og den rødvin, Sergio købte ved San Gottard havde da vist aldrig lugtet til en vindrue...
Frokosten i Tyskland var dog som vanligt overdådig - deres portioner er bare i orden.

Tænk, hvis den gale italienske sundhedsminister så det - han mener faktisk, helt alvorligt, at vi skal lave en lov hernede, hvor italienske restauranter fremover kun må servere halve portioner....

Og så skulle vi tanke...selv!
Først sad vi bare i bilen og ventede på betjeningen.
Jeg åbnede som sædvanligt lågen til tanken - men der kom ingen....
Den var værre.
Men nej, det havde vi glemt.
I Italien bliver vi betjent, og kan bede om at få vasket ruden og tjekket dæktryk og den slags.
Og hvilken benzin bruger vi - jamen, det vidste vi ikke - jeg husker ikke engang, om man kan bestemme mellem 91, 95 og 98 oktan...
Nå, jeg besluttede mig for 95, og fyldte 20 liter på - nu ved jeg, at man godt kan fylde helt op, fordi slangen automatisk slår fra, når tanken er fuld.
Jeg følte mig ret dum....

Klima - efteråret begynder i midt-Tyskland
Et sted omkring Kassel begyndte bladene at blive røde og gule - og det begyndte at regne...
Allerede udenfor San Gottard-tunnellens klaustrofobiske 17 km lange mareridt - hvor Crilli i ren solidaritet hoppede fra bagagerummet til bagsædet (der SKAL et net op...) - mærkede vi, at vi var ved at være nord for Alperne.
Sergio var forkølet ved afrejsen - og havde 39 i feber, da vi kørte retur.
Danmark ER ikke et land, hvor man kan helbrede forkølelser.
Og vinden - jeg havde nok helt glemt, hvor isnende kold vinden i Danmark er, uanset temperatur, årstid og vejret.
Sjovt, for sommerferier har vi jo med stor fornøjelse holdt i DK flere gange.
Sergio husker 1992 som evigt solskin - og julen er jo så hyggeligt, at man ikke rigtigt lægger mærke til det forbandede klima.

Og mørket...
21. september er jo jævndøgn - men det virker bare så mørkt, så tidligt, selv om det jo rent logisk ikke er rigtigt.



Sønderborg 24.09. kl. 01.15
Og ved Padborg troede jeg faktisk, vi var kørt forkert.
Men der var bare en ekstra afkørsel, vi skulle forbi - og så kørte vi ellers direkte ned til Krogvejen, hvor kolde øl og rejer ventede.
Dagen efter kunne Sergio så omsider se Anettes nye hus.
Anettes siger vi, for vi kan forstå, at Per ikke helt har taget det til sit hjerte:
- Det er da et dejligt hus, sagde Sergio.
- Ve du køve det? svarede Per....

"Anettes" nye hus

Solen skinnede næsten, da vi var på udflugt i Sønderborg

Per "James" Hansen vartede os op - som sædvanligt - med natmad og med morgenmad og frokost dagen efter.

På havnen i Sønderborg og i brombærkrat

Så vendte vi snuden mod Herning, hvor Mor ventede.
Derefter bestilte vi et dejligt værelse i Kollund Mejeri, selv om "receptionen" påstod, de ikke havde "zimmer frei"
Vi takker Martin fordi han var "hjemløs" nogle dage.
Fætter Huxxy og Crilli fik snust igennem - og kunne vist godt lide hinanden.

Huxxy og Crilli holder øje med Sergio

...og Crilli kontrollerer lige Puller - eller er det omvendt?

Kollund-foto


Lørdag kørte vi ind til Herning, og Anette tog os med ud til kapellet på den nye kirkegård. Sergio insisterede på at se Far, og det havde Mor og Anette organiseret.
Jeg havde en del tømmermænd - men vidste helt sikkert godt med mig selv, at jeg ikke ville se Far.
- Jeg har sagt farvel de sidste 4-5 gange, jeg har været i Danmark, og foretrækker at huske far, som da jeg så ham sidste.
Og det var en rigtig GOD dag, min sidste dag med Far - nemlig hans fødselsdag i haven på Trøstrupsgade den tiende juni i år.

10. juni 2004 - en dejlig dag


Fordommenes fald
Men jeg sov gik Anette og Sergio over på Plejehjemme Lindegården, så Sergio kunne se Fars værelse og omgivelser - og få ryddet lidt op i sine fordomme om plejehjem.
Selv om Tante i San Remo slag over 20.000 d.kr. hver måned for et privat plejehjem, boede hun alligevel på dobbeltværelse, måtte ikke have sine egne møbler og billeder med - og stemningen var meget "hospital".

Næste stop for fordomme var et besøg hos Th og Viv i GULLESTRUP - ikke at forveksle med GJELLERUP, som en dame ved begravelsen til sin egen store forargelse gjorde.
Nu kan man jo heller ikke komme hjem fra USA uden at være dollar-millionær....vel??
Skøn lejlighed med masser af plads til få penge. Og betonen var dækket med træ og farver, og træer og buske var i modsætning til mit sidste besøg for over tyve år siden underligt nok vokset op.
Jeg bukker og undskylder mine kommentarer, da jeg fik nyheden om Jeres boligvalg.
Det regnede dog naturligvis - og blææste også...
Gullestrup ved Herning
Jeg fik ikke taget foto - tømmermændene - og dette foto yder ikke fuld retfærdighed - der er faktisk meget grønnere.

Så tillykke med den dejlige lejlighed - og mor Jer med folks fordomme...
Når jeg på gaden hernede møder de mange "hunde-eksperter", der skal fortælle mig alt om schæferes bagben lukker jeg stadig munden helt på dem, når jeg fortæller, at vi modtager 300 euro om måneden fra kommunen i handicap-tillæg for at pleje hende...

Søndag kom familien til kaffe og middag i Kollund


Mandag tog vi ind til begravelsen.
Det var en underlig oplevelse at hilse på de mange mennesker i kirken, men dejligt at se så mange.
Gamle, mindre gamle og dem på vores egen alder - Oles og Thomas´ venner.
Og det var faktisk en god begravelse, som Martin også sagde...
Ole og Thomas og nekrologen i Herning Folkeblad sagde det, der skulle siges.
Tak for det!



Tirsdag sagde vi farvel til de flinke "hotel-værter" i Kollund, og til Mor i Herning, inden vi satte os til rette i sofaen på Korgvejen, og igen velvilligt lod os betjene af Per "James"...
Anette kom forbi med "hendes" dreng Sonny, Britt fik besøg af Rikke >>, som den 5.10. tager to uger ned til sin "familie" i Palermo. Heldig asen - havvandet dernede er stadig 24 grader varmt....
Onsdag kørte vi 700 km i regnvejr - men nu var det ligesom noget andet.
Vi havde nemlig besluttet at overnatte i Tyskland - også fordi vi på udturen havde set, at Gottard-tunnellen lukkede om natten mellem 20 og 05 - og vente 9 timer dér ville vi ikke risikere.
Så vi havde en rigtig hyggelig tur, med musik af Liga, Gianna, Dire Straits og andre, ledsaget af Prince med og uden mentol, lakrids, chokolade, karameller, hundekiks, et par Underberg, tyske pølser og hvad vi nu faldt over.

Og så forsvandt auto-grill´erne
Efter Frankfurt - sikken en skyline, det lignede noget amerikansk, og jeg fik virkelig lyst til at besøge byen - holdt det op med at regne og træernes blade blev igen grønne...
Omkring klokken 6 bestemte vi at stoppe ved næste grill med tilhørende hotel, og så var der lige pludselig ingen - hverken benzintanke eller hoteller.
Uupps...
Den tyske grundighed har simpelthen svigtet et par hundrede kilometer.
Flere gange havde jeg set skiltet til Marburg - i Brasilien i fjor mødte jeg en fyr på min alder, der emigrerede derfra, da Ossi´erne var blevet en del af Tyskland.
Men det er vel ikke deres skyld, at autogrill´erne lukkede...
Men helt ærligt - vejskiltene er utroligt nemme at finde rundt i, men der mangler ærlig talt skilte til flere benzintanke og hoteller langs motorvejen, gerne med indikation af km. Men det var måske de skilte med "Autohof", jeg aldrig fik af-kodet?
Vi var godt på vej ned til det røde felt, og da vi aldrig har prøvet det før, vidste vi heller ikke, hvor meget A´tossen så kunne køre...
Lidt nerver - indtil vi så hjælp i horisonten, lavede en fuld tank, og spurgte til hotel.
Vi endte ved ét ved Hockenheim-ring, med italiensk restaurant som nabo, og lov til at lade Crilli sove på gulvet - og 1,5 times karbad til mig.

Det italienske tv, vi ikke ser - heldigvis....
Bagefter så vi tv - RAI UNO - og ved nu endnu engang, hvorfor vi hader 80% af italiensk tv.
Det var en slags gættekonkurrenence med pengepræmier, der indholdsmæssigt kunne klares på en halv time.
Men som i stedet varer 3-3 en halv time, fordi værten, der virker, som om han har indtaget utrolige mængder kaffe eller - mere sandsynligt - andre stimulanser, har travlt med at promovere sig selv i dårlige paradier på tidligere tiders dygtige tv-folk.
Og så skal der jo også være plads til de halvnøgne pigers forsøg på at danse en gang imellem....
Vi forsøgte at holde ud til en tv-avis, men da kvalmen blev for meget, lagde vi os til at sove...

Man skulle en dag lave en udsendelse i italiensk tv om narkohunde og deres job, og hundene skulle med i studiet på en kanal.
Legenden siger, at de stakkelss narkohunde blev fuldstændigt rundtossede, da de nåede fram til bygningerne, og gik helt i baglås, da de kom indendøre.
Det tror jeg gerne...

Næste morgen lavede Crilli gymnastik før hun steg ombord - hun vidste, hvad der ventede hende - og jeg så denne her ting - real art....
(Overvejer, at jeg nu også skal forære burger-samlingen til Hamburger Harry...)


Ved den sidste tyske station fik jeg årets bedste burger

- kun med ketchup, salat, majo og agurk - hold da op, hvor var den god.
Og vi var tilbage i VERDEN - der hvor man den 30. september sidder udenfor i SOLEN....

Så troede vi det skulle gå hurtigt til Milano
Ha!
I Tyskland var der stadig for mange biler til at man kunne trykke speederen i bund, og schweitzerne kontrollerede stadig hastigheden overalt.
Og da vi manglede 55 km sad vi to timer i kø ved grænsen, fordi de skide "oste-huller" totalt stopper trafikken for at kontrollere de biler og mennesker der vil UD af deres land - halløj, historien om kuk-uret forklarer virkeligt meget om Schweitz og schweitzere...
Lastbilerne - der kunne smugle noget ud - blev derimod bar viftet igennem...
Kl. 6 fik vi en velfortjent øl hos Pino i Via Plana...rart at være hjemme...