Et anfald af soleksem med fatale italienske følger

I den tre måneder lange sommerferie, som Journalisthøjskolen forærede de studerende i 1989, tog jeg afsted til øen Jersey i den engelske kanal.

Jeg ville slå to fluer med et smæk:
Arbejde som tjener, og blive bedre til at tale engelsk.

Sådan gik det ikke.

Ankommet til Jersey nød jeg de første dage det varme klima,
som Golfstrømmen har med til øen.

Med det resultat, at jeg fik et voldsomt udbrud af soleksem:
Store væskende bylder, hævet krop og hoved.

På skadestuen rådede de mig til at opholde mig indendøre fra solopgang til solnedgang, men det er svært, når man bor i et èn-mandstelt.

Jeg opholdt mig derfor i campingpladsens svømmepøl hele dagen, men bylderne blev ikke mere appetitlige af den grund.

Sammen med hævelserne mindede jeg faktisk både
om "fluen" og "elefantmanden".

Om aftenen søgte jeg job, men efter en uge måtte jeg erkende, at ingen var interesserede i at ansætte en kvindelig udgave af de to førnævnte film-personligheder.

Så tog jeg hjem til Århus.

Men min lejlighed var fremlejet, og derfor flyttede jeg ind hos min veninde Pia, hvor jeg i følge den Jyske Hudklinik skulle opholde mig i mørke i ti dage.

Den tiende dag sendte Pia sine døtre på sommerlejr, og spurgte om jeg ville med til Milano for at besøge hendes tante.

Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg skulle bruge de sidste 12 dage af mit Inter-Rail-kort til at se Nordkap, og derefter tage til Geilo, hvor jeg var sikker på at få job, og hvor solen ikke er så stærk som sydpå.

Eller om jeg skulle tage til Spanien, hvor mors og fars venner måske kunne hjælpe mig med at få job, men hvor jeg sandsynligvis også ville få soleksem igen.

Jeg valgte Milano.
Også selv om jeg egentlig aldrig havde været tiltalt af Italien og italienerne.

På en tidligere Inter-Rail-tur var jeg faktisk rejst hurtigt igennem Italien fra München til Monte Carlo, hvad jeg bestemt ikke havde fortrudt.

En anden gang havde jeg været på skiferie i Jugoslavien, og på en udflugt til bjergets italienske side gik der faktisk ild i bussen...

Men jeg havde en forestilling om, at Milano nok kunne gå an.
Som industri- og modecentrum kunne den vel ikke være helt forfærdentlig, og det var sådan set også det eneste, jeg vidste om byen.

Og de her italienske mænd, som jeg enten forestillede mig som parfumerede forretningsmænd i Armani-habitter, blærede silkeslips og smarte biler, eller som krøl- og sorthårede, guldkædebehængte og skjorten-knappet-op-til-navlen-typen i bulede biler, skulle jeg såmænd nok kunne holde på afstand.

Det holdt faktisk stik.

Jeg har ikke haft problemer med den type italienere.
Men...

Vi ankom med toget til Milano klokken 13.30, og tog hjem til tante.

Klokken 17.30 havde hun arrangeret eftermiddags-drinks på en piano-bar med en ven, der siden ville tage Pia og mig med en tur i byen.

Vennen hed Sergio.

Han havde brunt hår og grønne øjne, ingen habit, men en ternet skjorte, hvor kun den øverste knap var åben.

Han var i øvrigt ankommet på cykel, og havde et blåt øje, fordi han ugen forinden havde fået cykeldækket i en sporvognsskinne, og så havde han en hidsig tigerstribet kattekilling med champagnefarvet mave under skjorten. (Læs om Valentina >>)

Siden er han blevet bedre til at cykle, Valentina levede i ti år inden hun i 99' tog til de evige tunmarker, og han er blevet overtalt til at gå med et enkelt guldsmykke:

Vielsesringen.

Den kom på den 19. juli 1996.

P.S.
Soleksem var i øvrigt ikke noget problem den sommer i Milano.
Smog'en var lagde en uigennemtrængelig kappe over byen!

4.11.2006


4.3.2006


15.4.2005


2.11.2004


16.9.2003


1.8.2003


2000


1994


1992


1989

op /\