Antonio Currá - Charlotte Sylvestersen

~~~~ Stampa - Presseklip ~~~~

Antonio Currá - interview med Antonio forældre et år efter mordet på Nørrebro
- Ekstra Bladet - August 2005 -

Antonio Currá
blev myrdet på
Nørrebro den
9. august 2003

Livet er totalt forandret for forældrene til den 19-årige Antonio Currá,
der blev myrdet på Nørrebro for et år siden.

Villasanta, Charlotte Sylvestersen

- Jeg rejser ikke til Danmark på et-års-dagen for det brutale mord på Antonio for at udstille min sorg, men fordi jeg tror det nytter at skabe diskussion om den nytteløse og brutale vold, som der bliver mere af over alt.

Francesco og Caterina Currá sidder under pergolaen med kiwifrugter og vindruer i gården foran huset i Villasanta ved Monza i Norditalien.
På det samme sted, hvor de den 16. august sidste år sagde farvel til kisten med Antonios jordiske rester. Et forbandet år har det været.

Bageriet er solgt
Familiens liv og hverdag har ændret sig fundamentalt siden den 9. august 2003.
Allerede kort efter mordet på Antonio talte Francesco om at sælge bageriet, som han havde håbet, Antonio en dag ville overtage.
Men som månederne gik, blev han og Caterina enige om at fortsætte.

- Vi kommer os aldrig over det, der er sket. Men vi var begyndt at arbejde normalt igen.
Der var også mange gode minder om Antonio i bageriet og i kvarteret omkring det.

- Livet fortsætter jo, det skal jo fortsætte, som de to gentager mange gange under vores samtale.

Men i januar opdager Caterina, at hun er syg.
Hun beder os om ikke at skrive, hvad hun fejler, men billederne taler for sig selv, og de mange behandlinger for sygdommen betød, at bageriet blev solgt for en måned siden.

Caterina er vigtigst lige nu
- Det vigtigste i vores liv lige nu, er at Caterina bliver rask. Arbejde er det sidste, jeg tænker på, forklarer Francesco.

Caterina og Francesco er enige om, at sygdommen er en følge at mordet på Antonio.
Også lægerne taler om, at stress og pres har ødelagt Caterinas immunforsvar, og gjort hende syg.
Det er tydeligt, at Caterina mange gange har været ved at give op.
Francesco derimod virker som om, han altid kan finde kræfter til at se fremad, og til at se det positive i alt.

- Måske var det Antonio, der fra det sted, han er nu, fik Caterina til at opdage, at hun var syg.

Huset er blevet tomt
Dagene går med at støtte Caterina, holde huset, haven og køkkenhaven i orden, og gå ture med Lola, den lille frække hund, som Antonio hentede ved den kommunale pension for efterladte hunde en lørdag aften sidste forår.

Familien ville ikke have hund, men pensionen var jo lukket søndag, og Lola er i dag et af minderne om Antonio.

For begge er det nyt ikke at have dagen besat med arbejde, men som Caterina ironisk konstaterer, bruger hun i dag meget længere tid på det almindelige husarbejde.
Huset er blevet mere tomt.
Antonio er væk for altid, og søsteren Rossana bor i dag sammen med sin kæreste.
Hun synes ikke, hun har kræfter til at tage med til Danmark.

- Det er vigtigt, at hun lever sit eget liv, og at hun bliver lykkelig, er Francesco og Caterina enige om.

- Og når jeg er rask, begynder vi måske forfra med et nyt bageri, siger Caterina.

Psykologen er ingen hjælp I forbindelse med Caterinas sygdom går parret til psykolog, men det giver Francesco ikke meget for.

- Efter alle samtalerne er problemet jo det samme:
Vores søn er død. Begge er enige om, at den vigtigste støtte har været, og stadig er, familien.
- Familien er et slags gensidigt forsikringsselskab, siger Francesco, hvis største håb udover Caterinas helbredelse er retfærdighed for Antonio.

Han og Caterina vil gøre alt for at overvære retssagen, selv om Caterina sandsynligvis skal opereres i løbet af efteråret.

Håber på retfærdig dom
Francesco understreger, at han ikke ønsker at dømme nogen på forhånd, og ikke vil tale om "skyldige", før en dom er faldet.

Men han ønsker, at de skyldig skal betale dyrt, også som eksempel for andre.
Og han har et forslag til dommerne.
- De burde gå de 150 meter på Blågårdsgade, som Antonio passerede den nat.
De skal forestille sig blodpletterne fra knivstikkene, som vi så for hver 20. meter, og derefter forestille sig, at det var deres søn, det var dér den nat.
Så vil de helt sikkert dømme retfærdigt.

Hvorfor skulle Antonio dø?
Begge stiller de sig dagligt det samme spørgsmål.
Hvorfor skulle Antonio dø så brutal en død?

- Min søn ville ikke engang have en lille lommekniv til at skære brød eller frugt med sig på rejsen, husker Caterina, der ligesom Francesco aldrig kommer til at forstå, hvorfor morderne forfulgte Antonio, da han allerede var såret.
Eller hvorfor taxichaufføren og passagererne ikke hjalp den sårede dreng.
De forstår ikke, hvorfor de ikke skal straffes.
Og de frygter aldrig at få svar på de spørgsmål.

- Spørger man sig hele tiden om hvorfor, så bliver man skør, siger Francesco, der i stedet har valgt at finde en slags mening med sønnens død:
Forhindre, at andre lider samme skæbne.
Derfor er han glad for en henvendelse fra Ophelia Teatret, der vil skrive et stykke med udgangspunkt i mordet på Antonio.

- Så husk at skrive, at vi ikke kommer til København i morgen for at udstille vores sorg.
Vi mindes Antonio hver dag, og vi har smerter og tårer nok til et helt liv.
Vi kommer, fordi vi håber, at den omtale vi skaber, kan være med til at gøre verden en lille smule bedre.
Hvis bare et menneske i de næste 40 år ikke dør, så er det lykkes for os.
Det er jeg sikker på, Antonio ville være enig i.