Hvad gør en kræsen kvinder, når hendes mand har en bagdel,
der er flad som en klipfisk? Bliver hun så en silikone?



I begyndelsen af firserne, da jeg gik på HF, havde en skuespillerinde ved navn Bo Derek hovedrollen i en film, der blev årsag til et stadig anvendt karkatersystem.

Systemet gjorde det med et enkelt ord muligt for mænd at vurdere forbipasserende kvinder.

"Ti" hed filmen, og det antal point var samtidig det højest opnåelige.
På samme tid var med kvindebevægelsen - og andre bevægelsers - hjælp lykkedes at kvæle - bogstaveligt talt - den værste mandehørm.
Hver eneste mandlige studerende på de videregående uddannelser vidste på rygraden, at hans muligheder for seksuel tilfredsstillelse blandt andet afhang af, om han i det mindste kunne tøjle sin hang til verbal mandschauvenistisk tøjlesløshed, når der var kvinder til stede.

Drengene (!) i min klasse var i høj grad kuet af tidens fremherskende dogmer.

Hvis de faldt i, og kom til at stønne et "syv" eller derover, når en af første-års-HF´erne svansede forbi, gik den næste time med lange forklaringer om, hvordan ét tal sagtens kunne være udtryk for en helhedsvurdering med indlagte skøn af den udvalgtes hernekapacitet og fremtidige karrieremuligheder.

Dét slog hovedet på sømmet!

Vi var en flok piger, der allerede i længere tid havde sukket opgivende over de bløde mænd - i al hemmelighed naturligvis.

Inspireret af filmen, som "man" naturligvis ikke indrømmede at have set, indførte vi vores eget point-system.
Med samme skala.

Men på feministisk og chauvenistisk vis ville vi kvalificere én og kun én fremtrædende legemsdel på det modsatte køn: den bageste.

Inden da var vi nået så vidt, at vi - også nærmest i hemmelighed for ikke at skabe forargelse hos vore rabiate kønsfæller - frekventerede halvmørke diskoteker i weekenderne, endog i ført læbestift.

Modsat de bløde mænd var vi nemlig ikke blege for at overtræde reglen om "nok se, men ikke røre".

Som hos tegneserie-heltinden Brunhilde skulle varen vurderes grundigt.
Og i sandhedens interesse må jeg hellere indrømme, at som Brunhilde delte vi point ud med rund hånd til de udvalgte, der reagerede ikke-voldeligt på vores test.



Så kom endelig den dag, hvor jeg fik hænderne på en "ti´er".
Som to velhængte tournados´er af den slags som kun eksklusive slagtere er i stand til at levere i vore dage.

Kvalitetshåndværk siger jeg bare.

"Levi´s 501" blev opfundet, blot for at mænd som ham kunne fylde dem ud.

Desværre bar han præg af midt-firserne:
Økologisk bevidst, dog ikke vegetar:
To håndfulde af den slags kan ikke holdes vedlige af gulerødder alene!
Og selvfølgelig var han ressourcebevidst - på alle livets områder, desværre.

Læg dertil, at når han endelig delte ud af godterne, så foregik det ofte som frilandsgris! Det forhold fik hurtigt (undskyld!) en ende.

I mellemtiden var diskotekernes lummermørke erstattet af neon-oplyste spejl caféer - ganske uegnet til snigende befølinger, og samtidig begyndte mændene gudskelov langsomt at blive mandlige igen.

Dét plus omstændigheder såsom faste parforhold, børn o.s.v. blev foreningens død.
I flere år skænkede jeg den ikke en tanke.

Men for et års tid siden vågnede jeg en morgen, rakte ud, og - oh rædsel! - det gik op for mig i al sin gru, at dér hvor andre mænd med fordel har en bagdel, havde manden i mit liv - ingenting!!!

Hvor jeg tidligere kunne være heldig at få fat i to håndfulde velhængt kvalitetskød, kan min mand kun byde på et par lufttørrede islandske klipfisk - med ben.

Jeg startede en kampagne - "Silikone-kampagnen".
I flere måneder blev kampagnen fulgt op med fornyet pointgivning til andre mænd, og daglige udbrud af dyb skuffelse ved omfavnelser.

Han var ubøjelig.
- Meget vil jeg gøre for dig, men dér går grænsen, og flere af den slags nedslående kommentarer.

Jeg lovede endda at lægge hans bukser op, indtil indsprøjtningerne ville give resultat. (De slæber altid hen ad gaden efter ham, fordi han ikke engang kan fylde standardmodellerne kvart op).
Jeg lovede også, at når tiden var inde, ville jeg uden tøven byde mine fordele samme behandling som hans bagdel.
Lige lidt hjalp det.

Alligevel blev det ham, der tog - røven! - på mig.

Han kørte nemlig diskret sin egen kampagne.

At det var en kampagne gik først op for mig, da han en dag med fast røst insisterede på, at nu stoppede jeg min kampagne.
- Hvorfor dog? udbrød jeg indigneret.

Jo, han mente, at nu havde han igennem længere tid jævnligt bevist, at selv om bagdele kan have sine fordele, kompenserede hans fordels fordele rigeligt for den manglende bagdel.

Jeg overgav mig.

For rigtigt er det jo, at selv om enden ikke er god, så kan det såmænd godt være ganske godt alligevel... :-)