Januar
2005
En veninde, der ligesom jeg er emmigreret til Italien, er
lige nu i Danmark, hvor hendes syge mand behandles på et dansk hospital. Hun
skrev:
- vi var meget glade for det italienske (sygehusvæsen). Det virker
lidt som at komme FRA effektive Tyskland når man kommer til x-hospitalet (i Dk)
Jeg
skrev en kort udgave at oplevelserne her til højre - og trykkede på
"slet-knappen" i stedet for "sendt"...
Veninden
skrev tilbage:
Jeg er ked af at jeg ikke fik din epistel om sygehusvæsnerne....
Nu
har hun så fået den - det blev noget mere end en epsitel - men jeg
har fået luft for de frustrationer, som jeg under skrivningen opdagede,
stadig sad lige inde under huden...
Og det har lettet, kan jeg oplyse....
I
øvrigt er italienrne selv så vant til at brokke sig over deres eget
syghusvæsen, at de også kigger mistroisk på mig, når jeg
forsikrer, jeg hellere - hvis det skal være 7, 9, 13.... - vil indlægges
i Milano end i Herning.
Men det er altså ganske vist - i sundhedens
navn.... | 2003:
I januar
2003 skulle min mor (dengang 71 år) have fjernet sit godt brugte produktions-apparat
- livmoderen - p.gr.a. nogle mistænkelige knuder.
Hun fik at vide, at hun skulle
indlægges dagen efter at min Alzheimer-far (dengang 84) skulle flytte på
plejehjem...
Jeg tog til DK - for ligesom at være der - så min Far ikke
følte sig helt forladt i sit nye "hjem", og så mor havde én person omkring sig
....
- Ingen af mine tre søskende i Danmark kunne jo se nødvendigheden
af at støtte deres gamle forældre i den situation - det ville jo betyde, at de
skulle nedprioritere deres arbejde....
(I sig selv en anden interessant historie
om kulturforskelle - man skal fikke regne med hjælp nogensinde, det er ubelejligt.
Men
som barnepige og gratis husvært i sommerferier er min mor da naturligvis altid
velkommen!!!!)
Nå, onsdag bliver Sonja opereret.
Hun havde
udtrykkeligt bedt om ikke at få morfin efter operationen.
Vidste af erfaring
(nyrestensoperationer og et kejsersnit), at det tåler hun ikke - er allergisk
og bliver ophidset i stedet for afslappet....
De gav hende derfor naturligvis
morfin, og det brokkede jeg mig - faktisk meget pænt - over, da jeg om eftermiddagen
kom for at besøge hende...
(- Og ja, de så skævt til mig, fordi jeg blev
efter besøgstid - mens min mor langsomt kom til sig selv.
Derfor ved jeg,
at fra mor kom op fra operationen til 22.30 om aftenen kom der en sygeplejerske
forbi hendes stue to gange, og det kan jeg da godt se, er irriterende for personalet,
at patienternes pårørende er klar over...)
Nå, jeg sagde altså, at det
nok ikke var så godt at fortsætte med at bruge morfin som smertestillende…
-
Hvem er du? spurgte sygeplejersken på vagtstuen, der havde viftet mig væk
fra døren - hun var i gang med en privat samtale på sygehusets telefon - men jeg
blev og ventede.
- Jeg er datteren, svarede jeg.
- Nå, har du en
skriftelig tilladelse til at spørge til din Mor?
...Dén tilladelse
har min mor nu altid i sin pung....
Jeg forklarede, at jeg egentligt ikke
ville spørge, men blot informere dem om, at de gav min mor den forkerte smertestillende
medicin, og at min mor udtrykkeligt i sin samtale med narkoselægen (den eneste
læge, hun så inden operationen...) dagen før havde understreget, at hun ikke tålte
morfin...
- Ja, hvor skulle jeg vide det fra, og i øvrigt må du vente,
til smerte-sygeplejerken kommer forbi....
Smertesygeplejersken kom
omkring 21.00 - og gav igen morfin, "men ikke for meget, vel, vi er vel ikke pylrede"
- Vi hvem????
Var man ikke for længst holdt op med at omtale
patienter på den måde - og har man endnu i DK ikke opdaget værdien af at holde
patienter smertefri.
Jeg holdt kæft - jeg følte mig i forvejen uvelkommen.
Min mor var overhovedet ikke smertefri, da jeg fik kl. 22.30...
Næste
eftermiddag spurgte jeg Mor, hvad resultatet så var?
Vi var jo alle nervøse
for om det nu skulle være kræft...
- Det ved jeg ikke - de siger, at
det skal jeg tale om med min egen læge, når jeg bliver udskrevet.
-
Jamen, har du ikke talt med en læge under stuegang?
- Nej, lægerne
går ikke stuegang længere...
- Hva? Jamen, hvem har så fortalt, at
du ikke kan få at vide om det er kræft, før du er udskrevet...???
(Jeg
husker, man i begyndelsen af 1980´erne på Herning Sygehus altid tog kvinder med
knuder ind til operation hver anden tirsdag, når der var et hold fra Århus. Så
tog man biopsier fra bryster, testede for kræft, mens patienten var i narkose,
og fortsatte derefter operationen - i min mors konkrete tilfælde fik hun først
besked hos sin praktiserende læge, efter at hun var blevet udskrevet....nå, tilbage
til historien...jeg gentager lige spørgsmålet...)
- Hva? Jamen hvem
har så fortalt, at du ikke kan få at vide, om det er kræft, før du er udskrevet...
- Sygeplejersken. De går stuegang, og rapporterer til lægen, hvis der
er noget, han eller hun skal tage sig af...
Jeg gik igen til vagtstuen
og fik besked på at komme om en halv time - vagtskifte foregår i besøgstiden -
fair nok - så er man da også sikker på, at ingen pårørende kan få noget at vide
om, hvordan deres slægtninge har klaret sig siden de sidst var forbi dagen før.....
Kom tilbage til vagtstuen en halv time efter, og ventede et kvarter, inden
en af de fire sygeplejersker værdigede mig et blik.
Fik igen at vide, at det,
at jeg var patientens datter, jo ikke betød, at jeg frit kunne spørge - men kunne
jo nu - med en mor ude af morfindøsen - sige, at hun kunne jo bevæge sig ned på
stuen sammen med mig, så min mor selv kunne stille spørgsmålene, hvad hun faktisk
gerne ville.
Men det gad sygepljersken åbenbart ikke, for nu informerede
hun mig:
1:
Det var korrekt, at lægerne ikke gik stuegang...
2:
At hun ikke kunne sige noget om, hvornår min mor ville få at vide, om der var
tale om kræft eller ej...
3:
At hun var ked af, at hun ikke kunne svare,
men at hun ikke kendte hospitalets procedurer og arbejdsgange, fordi hun netop
var blevet flyttet fra Holstebro til Herning, da man havde nedlagt gynækologisk
på Holstebro sygehus...
Og jeg skulle ikke forvente, at de andre sygeplejersker
kunne svare bedre en hun, for de kom også fra Holstebro...
Nå, så viste
jeg da, hvorfor ingen kunne fortæller mig, hvor jeg kunne finde et toilet...
Måske
skulle hospitalet have givet personalet fra Holstebro end rundvisning...
Nå, min mor så en læge to eller tre gang de ni dage, hun var indlagt - men altså
uden at få svar på det spørgsmål, der pinte:
Om det var kræft eller ej...
Og jeg opgav naturligvis efter min ultrakorte samtale med sygeplejersken
fra Holstebro at stille andre spørgsmål...
Når jeg gik ned i forhallen
og røg mine smøger, kunne jeg på opslagstavlerne studere hospitalets personale-politik.
Der stod mangt og meget om, hvor vigtigt personalets trivsel og arbejdsmiljø var.
Der stod overhovedet INTET om patienternes trivsel og behandlings-miljø -
i hvert fald ikke på det tavler, der kunne beskues nede i forhallen...
Måske
skulle hospitalerne i Danmark overveje også at have en patient-politik....
Og
når de en dag har fået det, kunne de så passende overveje at få en slægtninge-politik….
Så jeg kogte og sydede for mig selv i de dage, kan du nok regne ud.
Jeg
kogte og sydede også, da mor siden ringede og fortalte, at hun fjorten dage efter
udskrivningen havde fået besøg af en "visitator" fra Socialforvaltningen, der
skulle vurdere, om hun havde ret til at få midlertidig hjemmehjælp-madudbringning
ecc. efter operationen....
Jo, da, visitatoren kom.
To uger
efter, at det presserende behov havde været der!
Hun burde have besøgt
min mor på hospitalet - og dér have talt med både mor - og en læge - om, hvorvidt
der var behov for hjælp umiddelbart efter udskrivningen...
Så sydede jeg
endnu mere - og var på vej til at skrive et læserbrev til Herning Folkeblad -
men huskede da heldigvis på, at:
som udvandrer har du mistet dine demokratiske
rettigheder i Danmark:
Du MÅ ikke kritisere noget dansk...ingen vil selvfølgelig
indrømme det, men se deres ansigter, når du siger, at du faktisk foretrækker det
italienske sygehusvæsen...
De tror simpelthen IKKE på dig... man kan se, at
de inden i sig tænker, "ja, ja, hun er jo nødt til at forsvare, at hun har valgt
at leve i et u-land, tænker de, mens "mafia, mandolin og mozzarella-lamperne"
blinker på livet lys i deres øje....
Nå, jeg skrev ikke til Herning
Folkeblad - også fordi det positive i mit januar-ophold i DK var Fars nye hjem.
Og gud ske tak og lov for, at der her ikke var tale om italienske forhold.
Jeg husker et studiebesøg på et offentligt plejehjem i Treviso (som har ry for
at ligge i toppen!), hvor både jeg og de danske plejehjemsfolk rent bogstaveligt
gik udenfor og græd, efter at have set, hvordan et offentligt plejehjem i den
bedre ende i Italien behandler de ældre….
Mens jeg hentede bøger og tøj,
og satte malerier og foto op på Fars værelse tæntke jeg på Tante Emilia, der betalte
16.000 kroner om måneden for et to-sengs-værelse på et privat plejehjem i San
Remo:
En imponerende flot Liberty-villa set udefra og demprimerende hospitalsagtigt
indvendigt -og det var privat.
Hun ville aldrig have drømt om at bede
om at hænge et privat billede op på væggene, hvor det allestedsnærværende katolske
krusifiks hang i ensom majestæt.
Og de ville da stille diagnoses total-senil,
hvis hun havde bedt om at få sin lænestol og sit tv sat op på det værelse, hun
altså trods betalingen delte med en anden "patient" - for her kendte man slet
ikke ordet "beboer".
Så du forstår nok, at jeg ikke skrev et læserbrev.
Selv med ros til Plejehjemmet Lindegården - og den er hermed givet! -
ville de herningensiske læsere straks kun have bidt sig fast i, at jeg havde overtrådt
den uskrevne regel:
- Du er rejst væk fra Andedammen - du må ikke mene
noget dårligt om Andedammen overhovedet.
Du må gerne savne leverpostejen og
kritisere dit nye hjemland, men hold kæft med kritik af DK, og ros for himlens
skyld ikke Italien....
Ha - det gør jeg så
alligevel… - naturligvis!!!!
Nej - sundhedsvæsenet er heller
ikke perfekt i Italien.
Men Sergio har lært mig, at HAR du brug for
hjælp, så hold ud til efter 22 og ring efter en ambulance og understreg, at du
ikke kan gå selv….
Vores praktiserende læger er et mareridt - også
selv om vi med årene begge har fundet to flinke af slagsen.
Hos Sergios
kan du ikke bestille tid - men står i kø i konsultationen, med dertil hørende
"postkontor-skænderi-scener" og doktorens sure kone som altid uforskammet sekrætær.
Hos min er sekrætæren bakterie-paranoid, og du skal skrige gennem
en lukket låge, når du efter en time i kø får lov til at bestille din recept (telefonkonsultation
er IKKE-eksisterende - man kan da ikke stole på en stemme…):
- Nej, min
afføring er stadig ikke i orden, så bed dottoressa Coazzoli om at skrive recept,
der gør den fast igen….
Og dottoressa´en, hvis samtaler med patienterne
vi kan høre gennem døren - råber til sekrætæren:
"Ja, skriv du bare en
recect på det", mens hun er midt i en samtale om Signor Rossi´s potensproblemer….
I 1995 havde jeg det så så skidt….
Mandag aften klokken 23.30
ringede vi efter en ambulance, der bar mig ud, og kørte mig til San Carlo (nu
ved vi, at Sacco er bedre, men mere om det senere….).
Ambulance-folk er
frivillige, og hende ved siden af min båre mente åbenbart, hun skulle helbrede
mig ved at samtale med mig, og jeg havde bare ondt - så til sidste bad jeg hende
først venligt og siden uvenligt om at knytte bylden.
Men jeg ankom til
skadestuen - en læge trykkede på maven - tog et lynhurtigt røntgenfoto - og kom
en halv time efter retur (jeg mente dog, der gik mindst 12 timer…), og sagde "galdesten"
på tysk.
Jeg blev sat i en stol, kørt op på en stue, og udstyret med et
smertestillende drop - PARADIS - trods trafikofferet, der råbte hele natten, at
hun ville dø….
(Familien ville ikke fortæller hende, at veninden
på scooteren var død, og gentog sammen med hende en opfundet historie
om at skylden var den spanske lastbilchaufførs, så det kunne få
forsikringen til at give dem en større erstatning...
Aftenen efter
sagde jeg til over-sygeplejerske-nonnen, at hvis jeg skulle være på
den stue et time længere, ville jeg fortælle pigen, at veninden var
død, og melde familien til politiet for forsøg på forsikringssvindel
- jeg blev straks flyttet....)
Næste morgen kom en medarbejder fra
administrationen og registrerede mig.
Ved stuegang spurgte lægen (i
Italien går lægerne stuegang mindst to gange om dagen, og ses derudover
også på afdelingen...), om jeg ville blive og blive opereret dér,
eller udstyres med drop og sendes til DK. Hans udtryk var underfortsået:
"Hun
har nok ikke tillid til os!".
Men det havde jeg.
Havde kl. 8 ringet
til Mor i Herning:
"Bliv for Himlens skyld i Italien - sygeplejerskerne
strejker, og galdesten er i forvejen noget man venter måneder og år for at få
fjernet…"
Jeg ventede fjorten lange dage - damerne ville se Beautifull
og anden soap og ikke Italien Rundt.
Men det var ventetiden værd - selv
om jeg dagligt skændtes med over-sygeplejerske-nonnen, fordi hun mente, min aviser
på sidebordet samlede for meget støv.
Jeg smed også en tallerken efter
en sygehjælper i spisestuen - i Italien spiser man jo heldigvis ikke på stuen
- ulækkert, ikke - hvis man er oppegående - også med drop.
Denneher sygehjælper
spurgte:
- og Sylvestersen, hvad vil du (ikke "vi"!)spise i dag?
- Juhu, tænkte jeg, jeg kan vælge….
- Hvad kan jeg vælge imellem, spurgte
jeg smilende:
- Du kan vælge mellem suppe med pasta eller pasta i suppe, svarede
hun, og så blev jeg fandeme sur - for jeg var SULTEN - tabte faktisk 12 kilo på
12 dage….
Den eftermiddag kom LÆGEN (han var gudesmuk…) ud på balkonen,
hvor jeg sad med mit drop og røg, og spurgte, hvorfor jeg var sur…
Tænk sig,
han brugte faktisk et kvarter på at høre på mit brok og mine frustrationer - og
det VAR en lettelse…
Det var også fint, at jeg måtte - ja, rettere, det
skal man jo hernede - gå i mit eget undertøj - hvorfor skal man bruge kollektivt
undertøj i Danmark, det er ULÆKKERT!!! - min egen pyjamas og joggingtøj.
Jeg
fik fjernet stenene med en kamera-operation - fire små huller - udover ventetiden
ville jeg i Herning have fået et langt ar som minde.
Og så er det, man
er hamrende ligeglad med, at der ikke er sjove farver på hospitalsvæggene, og
om personalets trivsel er i højsædet….
Da vi så selv i 2001 tog gule
Sergio med på skadestuen på Sacco - der som alle hospitaler i Milano naturligvis
er universitets- og forskningshospitaler - kom vi trods alvoren ud med en endnu
bedre oplevelse.
På Sergios afdeling var der som på San Carlo naturligvis
stuegang med læger om formiddagen, og en hurtig-stuegang med læger efter
aftensmaden.
Om aftenen måtte pårørende gerne være med til stuegang og stille
spørgsmål til lægen.
De pårørende hernede regnes som en del af "patienten".
Og er det ikke nok, så kan man som patient eller pårørende bede om
tid til samtale med afdelingens overlæge hver onsdag.
Naturligvis spurgte
sygeplejerskerne som noget af det første om, til hvilke personer, de måtte udtale
sig om patientens tilstand.
Og der var altid en læge på vagt fra den
gruppe af læger, som fulgte Sergio.
Med andre ord var der altid én, der vidste,
hvad han talte om.
Dagen efter, Sergio blev indlagt, spurgte jeg en af
"hans" læger, at de havde taget en speciel test, der kunne sige noget om kræft-risikoen
- en CA119, tror jeg den hed.
(Jeg havde kontaktet en alternativ dansk kræftekspert
fra Humlebæk via e-mail den nat, Sergio blev indlagt, og han ringede tilbage næste
formiddag - og det skal han takkes for endnu engang.)
Nå, Sergios
læge kiggede nærmest chokeret på mig, så jeg præciserede lige, at vi mente det
alvorligt, når vi havde sagt, at vi ville vide, hvad Sergio fejlede.
(Det
vil over 75% ad de italienske patienter og en stor del af de pårørende nemlig
ikke: Taler man ikke om det "onde", så eksisterer det ikke, lyder den folkelige
italienske helbredelses-formel ofte!!).
Jeg fortalte lægen, at jeg
havde talt med den danske ekspert, og at han ikke skulle sige, vi ikke skulle
frygte kræft i bugspytkirtlen, når alle symptomer nu tydede på det.
Jeg
tror, lægen var lidt rystet.
Men siden kunne jeg mærke, at han og hans
kolleger faktisk behandlede os ekstra-godt (for de behandlede alle godt, bemærkede
både Sergio og jeg de kommende uger), og anstrengte sig meget for at huske, at
vi, modsat flertallet af de andre, faktisk mente, at vi ville vide ALT.
Det var den samme læge, der kom ud af elevatoren tre minutter efter at Sergio
efter 8 timer under kniven kom retur, udstyret som et juletræ, hvorfra der strømmede
væsker i alle regnbuens farver…
Lægens grønne kittel var drivvåd på ryggen,
men hans budskab var, at han havde fjernet to store vandcyster….puha…
(Det
troede Sergio først på, da JEG fortalte ham det - og han ville først høre "dommen"
efter jeg havde givet ham vielses-ringen på igen.
Ja, det scorede han utroligt
mange point på i hjertet hos undertegnede, for DET viste mig, hvor HANS hjerte
er… )
Jeg blev hos Sergio til kl. 22 den aften - og de taler
sikkert stadig om den kyniske danske kælling, der ikke engang blev og sov på en
stol hele natten efter at manden var blevet opereret…
Men jeg vidste
jo, han var i gode hænder, da jeg tog bussen hjem - modsat den aften, da jeg efter
min mors operation gik hjem fra Centralsygehuset i Herning….
PUHA - det
blev langt - men det har også ligget og gæret i to år nu…
Nu er det ude
- dejligt - og skulle vi to her i Milano igen - 7,9,tretten, tocca ferro ecc.
ecc. få brug for det, så ved vi, hvor vi skal henvende os:
På skadestuen
- og helst bragt dertil af en ambulance - på et vores gode, effektive milanesiske
hospitaler, hvor patienten stadig er i centrum - og vi beder for, at Berlusconi
og hans kompagnoner ikke lykkes i deres projekt om at privatisere det hele…
Charlotte
Sylvestersen :-) | |
