Charlotte Sylvestersen

~~~~ Bittersøde madnoveller (11.2010) ~~~~~

KARBONADER ELLER KREBINETTER

Advokaten undskyldte, at hun var så sent ude med opgaven.
Arvingerne pressede på for at få "lukket boet", og vurderingsmanden i Rudved havde meldt afbud her til morgen.
Firmaet ville naturligvis betale transport og frokost, og hun ville i øvrigt være ham evigt taknemmelig.
Som om advokater overhovedet kendte betydningen af hverken ordet evig eller taknemmelig…

- Jo, det ká jo nok lade sig gøre, havde han sagt på sin sædvanlige sindige måde, men så tog pokker ved ham.

- Jeg er i den forbindelse nødt til at aflyse en anden vurdering, så jeg ser mig nødsaget til at anmode om en fordobling af vores sædvanlige honorar, var det kommet ud af hans mund, måske i håbet om at det formelle sprogbrug ville overbevise hejren.

- Ja, ja, det skal da ikke skille os ad, Antonsen, var svaret, og han måtte undertrykke lysten til at bede om at blive kaldt "hr." Antonsen.
Også selv om han vidste det var dybt antikveret, og at han i forvejen var en af de få fru Advokaten var De´s med.

- // -

Der var tale om et smalt rækkehus i den sydlige udkant af byen, hvor han havde hørt om, at man for nogle år siden var gået i gang med at bygge den ene nydelige ejendom efter den anden med mikroskopiske ældre- og handicapvenlige singleboliger med tilhørende græsplæner på størrelse med slidte sengetæpper.

Han ankom til stationen klokken 10.17 og mistede øjeblikkelig orienteringssansen.

Den lå forkert, stationen altså.
Nej, stationen var der slet ikke længere.
Det spartanske stoppested med tilhørende graffitti-bemalet læskur lå også på den forkerte side af det der engang var stationen.
Dér hvor han og garvernes tvillinger havde ligget på lur i timevis for at se skinnende kobberfemører blive kørt flade af de gennemgående tog til Århus lå der nu et lavt byggeri, der husede "Kebab House" og "Ullas Solcenter - brun med garanti".

Og en funklende gangbro i stål, beton og glas førte til den tidligere så farlige sydlige del af byen.

Han følte sig som en opdagelsesrejsende i den nye verden, mens han sejlede ned ad gangbroen og fik øje på den strømlinede nye bydel der havde afløst hans barndoms paradis, hvor mosen, de restaurerede husvildebarakker og det ildelugtende garveri skiftevis var Amundsens Grønland og Buffalo Bills Wild West.

Vuderingen af Solvæget 3F burde ikke tage lang tid. Han havde årtiers erfaring i mågestel, juleplatter, teaktræs-sofaborde og hér var intet udover det vanlige.

Det var først da han kom ud i køkkenet - man var jo forpligtet til at gennemgå hele boet - at barndommens land overmandede ham.

I det sværest tilgængelige køkkenskab - dér hvor man ofte fandt en bulet kagedåse med guldsmykker og for længst ugyldige krøllede gamle danske plovmænd - stod hans barndoms menu.

Duftene væltede ud af skabet.

Dér stod blandt mange andre "gastronomiske antikviteter" vanille-æsken med det man engang måtte kalde negerpigen, og dér den høje brune plastflaske med madkulør fra dengang maden måtte have farve.

Han kom i tanke om forloren hare, om riskager og rabarbersuppe, om gris-o-lader til hverdag og bedekølle til fest, og også om hovedløse omkringløbende kyllinger, når garveren slagtede til hele kvarteret.

- // -

Der var ingen gemte guldskatte eller krøllede 500-krone sedler på Solvæget 3F, men til gengæld var han blevet sulten.

Han synes endda, han kunne dufte både gule ærter og biksemad fra de andre smalle rækkehuses køkkenudsugninger på Solvænget, mens han hastede op mod gangbroen for at nå toget klokken 11.59.

Nåede han toget, kunne han nemlig nå omkring supermarkedet, for nu skulle der laves krebinetter med stuvede ærter til frokost.

Eller var det karbonader, han tænkte på?
Nå pyt, hvad var forskellen og Fru Adokaten måtte under alle omstændigheder nøjes med en Føtex-bon…