| ~~~~
Bittersøde madnoveller
(08.2010) ~~~~~ |
  |
| KAROLINES
KØKKEN - Hvad ská vi så vædde om i år? sagde Per i bilen på vej til brorens fødselsdag. - Hvá mener du? - Altså klassikeren er jo helt klart, om hun enten ender med at tude eller med at blive voldelig inden vi er færdige med maden. - Overdriver du ikke bare lidt. Nogen gange er det også efter maden, og ligefrem voldelig er hun da heller ikke. - Verbalt er hun sgu. Og du syntes da heller ikke ligefrem det var hyggeligt, da vinflasken røg efter Niels Peter, da han var uenig med hende om placeringen af det nye plejehjem for to år siden. - Ká vi ikke bare være enige om, at de næste timer simpelthen bare skal overstås og at der heldigvis bagefter er et helt år til næste gang... - Så vi ská ikke vædde? - // - Selv havde Per udover at have lavet statistik over 16 års gråd kontra vold, udtænkt andre mulige væddemål, og resten af køreturen gik mentalt med at beregne odds, hvis altså Lise havde være med på at vædde: Menu-væddemålet var næsten for nemt. Det var helt sikkert sidste måneds "Den nemme gæstemenu" i "Gastronews". Svigerinden havde i løbet af 80´erne slavisk og i rækkefølge været igennem alle gæstemenuerne i "Karolines Køkken". Året efter den sidste Karolinemenu havde Per i ugen op til brorens fødselsdag til Lises overraskelse flere aftner i træk nærlæst alle de små firkantede bøger fra mejeriselskabet - inklusive juleopskrifterne og Karolines bedste - for at lede efter skjulte "nemme gæstemenuer". Han ville aldrig have indrømmet det, men han var nærmest spændt på, hvad der ville blive disket op med det år. Og han blev faktisk positivt overrasket - hvad han naturligvis heller aldrig ville have indrømmet. Der var ligesom sket et socialt løft i menuen, selv om svampesouffléen var lidt flad, men det var jo også det år, hvor broren var blevet forfremmet. Da han senere var ude på terrassen for at ryge fik han i den røde magasinholder ved havedøren - var den ikke også ny og lignede noget han havde set i et af Lises blade? - øje på det nye madblad, undskyld, magasin. Han kunne naturligvis ikke dy sig. Og ja, menuen han var i færd med var lige nøjagtigt "månedens nemme til gæster". -//- Så han havde naturlgivs tjekket denne måneds "nemme gæstemenu" henne på tanken i går. -//- - Er du parat til noget vildt? - Altid, skat, svarede Lise ironisk. - Godt. Vi skal nemlig spise ingefærmarineret hjorteryg med melonmousse, efter en forret med bagt rødbede garneret med gedeost og pinjekerner. - Det lyder da godt. Men synes du rent faktisk ikke, at multebærsorbet med vandbakkelser tre sider længere fremme i "Gastronews" ville have været et bedre valg efter hjorteryggen end blåbærkagen med økologisk rørsukker og flødeskum? - Det var satans, mumlede Per. - Jeg så dig på tanken i går, grinede Lise. - Jeg bliver sgu ligefrem sulten, grinte Per tilbage. -//- Han undlod for bil- og familiefredens skyld endnu engang at fortælle Lise, at han som altid omkring broren fødselsdag kom til at tænke på Lisas søsters julefrokost, der var næste truende familiesammenkomst. Og at han altid mistede appetitten ved tanken om den julefrokost. Det skete prompte, når søsteren i stedet for at ønske god appetit altid lige skulle fortælle at "alt det mad vi spiser er noget, der er blevet tilovers i rådhusets kantine", som hun bestyrer. Hvert år sad han med fornemmelsen af, at hun ligefrem forventede de skulle klappe af hvor smart hun var, mens han i stedet følte sig en uvelkommen kommunal snylter. Søsterens julefrokostinvitation lå altid søndagen efter byrådets om torsdagen, vidste Per, for hans nabo sad i kommunalbestyrelsen. - // - Nå, pyt, om fem timer var det igen et år til broderens fødselsdag, og om to måneder var dog også et helt år til Lises søsters julefrokost. -//- Et andet væddemål kunne have været, hvornår svigerinden ville smide "aftenens betændte emne" på bordet. Først skulle de moderne samlivsritualer naturligvis overstås. Nyindkøb blev med falsk diskretion vist frem. Sidste år blev aperitiffen (også fra Gastronews nummer 14) indtaget i havestuen trods en fremskreden efterårsstorm. - Vi har fået gulvvarme siden sidst, kaglede svigerinden, og med emhætten over Weber´en kan vi grille hele året. - Wauuw, hele tre nyanskaffelser i én sætning havde Per tænkt. Derefter skulle uskyldige konsensusemner på banen. Når kvinderne nåede til konkurrencen om, hvis børn der klarede sig bedst i skolen, havde mest kunstnerisk talent eller bare var så ualmindeligt dygtige i deres sociale relationer gik Per som regel ud i haven for at ryge. Ja, for siden de havde fået gulvvarme i havestuen var rygning naturligvis også forbudt dér. - // - Det var sket et par gange, at dette konsensuritual af selvros var kørt af sporet, og det var en klar alarm om at svigerinden hældede til gråd. Sidst det sket - nok fordi vinen både var en meget kraftig syditaliener og saucen i dette nummer også var ret alkoholisk - var da Jan havde fortalt, at han og Jytte skulle flytte i lejlighed, fordi Jans firma var i vanskeligheder. Jan havde fået valget mellem at bliver fyret eller gå mærkbart ned i løn. Der var blevet helt stille lidt for lang tid inden solidaritetserklæringerne kom på bordet. Og da de var næsten færdig med desserten fik svigerinden hurtigt drejet emnet over på sin egen fordrukne og arbejdsløse far, der havde "ødelagt mit liv". Underligt nok det samme liv, hun under aperitiffen havde beskrevet med ordene "med en dejlig mand, nogle skønne unger og et godt job kan man jo ikke være andet end lykkelig. Og danskerne ér jo verdens lykkeligste, det siger alle undersøgelser også, ikke…? Den aften var endt med mascara-striber, og "det må I sørme undskylde, men i SKAL altså også forstå, hvor svært det har været og stadig er for mig". På det punkt mindede hun Per om den type teenagepiger, der altid endte grædende med sorte mascarastriber løbende ned ad kinderne på toiletterne på diskotekerne, på trapperne til privatfester eller ved cykelholderne udenfor forsamlingshusene, da han var ung. - Sådan én ville han sgu ikke komme til at hænge på, tænkte han både dengang og stadig i dag. - // - Normalt kom "aftenens betændte emne" på banen omkring det tidspunkt, hvor de stod samme antal vinflasker på skænken som der sad gæster ved bordet. Set i lyset af at flere par som Per og Lise var i egen bil, var der aldrig tvivl om, at værtinden havde indtaget mere end gennemsnittet. Også mere end brormand, for han rørte næsten ikke stolen under middagen. De første år havde svigerinden i tide og utide med stadig mere bebrejdende stemme mindet ham om, at nu skulle "stegen tages ud, nu manglede der vin, og hvor er de ekstra servietter?". Det var blevet meget bedre med årene... Nu var brormand så dresseret at et hævet øjenbryn, og begge når den var helt gal, var nok til at få ham til springe som automatisk fjeder mellem kogeøen og spisebordet. Til gengæld var broren også blevet meget bedre til at indhente det forsømte, når kaffe og avec var serveret. Når svigerinden var nået til det lidenskabeligt enten grådlabile eller aggressive punkt som følge af aftenens "betændte emne" var brormand i en tilstand af lalleglad beruselse som end ikke en bombesprængning kunne bringe ham ud af. - // - Per havde ofte tænkt på, om svigerinden ligefrem sad inden fødselsdagen og besluttede sig både for aftenens emne og offer. Et år havde han havde prøvet at snakke med Lise om det. Men der var ingen tvivl om, at Lise mente han både var lidt paranoid, og også stadig var lidt barnligt fornærmet over, at han var blevet dette års offer. - Du kunne bare have holdt din kæft, da hun begyndte, var Lises eneste kommentar. Dette år havde svigerinden ved kaffebordet kategorisk konstateret, at det nu var videnskabeligt bevist, at alle mænd uden undtagelse havde pædofile tendenser. Og dér havde Per altså svigtet sit eget løfte om at tvinge sig selv til altid at give svigerinden ret ud fra teorien om at gråd er bedre verbal og/eller fysisk spanking. Han havde ligefrem haft en "ud af kroppen" oplevelse, hvor han så sig selv trængt mere og mere op i en krog af en flok frådende kvinder, der krævede af ham, at han fandengale skulle indrømme, at han i hvert fald én gang i sit voksne liv havde været tiltrukket af små piger. Episoden fulgte nemlig den faste skabelon han selv havde iagttaget, når andre var "den uenige". I begyndelsen kørte flere af selskabets deltagere som regel med på svigerindens frontalangreb på "den uenige", der ikke mente, at plejehjemmet var placeret forkert, at kønskvotering var uundgåelig, at skolemad var et overgreb på den personlige frihed eller hvad der nu var aftenens emne. Når svigerinden nåede til med skinger stemme at beskylde "den uenige" for at være enten hykler, løgner eller bare ualmindeligt uintelligent på grund af uenigheden faldt hendes tropper normalt fra hinanden. - Nu overdriver du vist, og man er jo ikke tvunget til at være enige om alt, var der som regel én, der sagde, og derefter begyndte resten af selskabet at tale om andre ting eller at danse. - // - Ved enkelte lejligheder havde det virket som om svigerinden havde overgivet sig og deltog i den almindelige samtale. Men med årene havde Per observeret, at der kun var tale om en falsk våbenhvile. Svigerinden vendte altid tilbage. Og det endte uundgåeligt med at hun overskred alle grænser for enhver persons personlige rum og råbte våde fornærmelser op i hovedet på "den uenige". Og i tilfældet med Niels Peter var der altså røget en vinflaske efter ham, da han forsøgte at slippe for at få svigerindens fråde lige i synet og fejlagtigt troede at et toiletbesøg kunne redde ham. Per var heldigere - om end han stadig syntes at lige netop angrebet på ham var under bæltestedet. Han blev ikke engang strejfet at det aluminiumsaskebæger, der blev sendt efter ham, da han søgt skjul med en cigaret i havestuen. Dog undrede han sig stadig over at der stod askebæger i stuen, når man nu ikke måtte ryge dér. Men ok, det var vistnok designet af en eller anden han burde men ikke kendte. - //- Bagte rødbeder vil nok aldrig blive hans livret, men hjorteryggen var forrygende, selv om den skulle have lidt længere tid end forventet, så klokken var faktisk næsten elleve inden de nåede til desserten. Og det var så for længe... Per havde diskret holdt øje med svigerinden, der i ventetiden inden stegen havde tømt ballonglasset flere gange. Han vár ikke paranoid. Hun sad virkelig rent bogstaveligt og pustede sig op inden kampen. - Synes I ikke også, at det er helt ude i skoven, at folk er tvunget til at aflive hundehvalpe, blot fordi nogle idioter ikke kan passe på deres dyr, lagde svigerinden ud. Mens svigerinden fortsatte opvarmningen med et både skingert og indigneret "det kan da ikke være meningen, at anstændige mennesker skal gøres til mordere" ringede Lises mobil, og hendes bekymrede ansigtsudtryk fik underligt nok svigerinden til at stoppe talestrømmen. - Det var barnepigen, sagde Lise til Per. - Erik har kastet op flere gange, så vi må nok hellere køre hjem. Han har vist også feber… Ude i bilen ville Per ringe hjem. - Det behøver du ikke. Erik fejler ingenting. Jeg orkede bare ikke blåbærkage med økologisk rørsukker og håndmalket flødeskum. Så jeg har lavet multebærsorbet med vandbakkelser. Og så kan vi selv bestemme, hvad vi skændes om. - // - Det synes Per egentligt var i orden. Også selv om der gik rod i "gråd kontra vold-statistikken". Men måske kunne han opfinde en lejlighed til at fritte Jan og Jytte om resultatet af aftenen... |
charlotte sylvestersen - info@italy.dk >