(Oktober 2003)

Vin skal smage af vin!
- og ikke kun af fransk eller slovensk egetræ!

Kan du huske Rioja-vinene fra Spanien, der var så moderne i 80´erne.
Man kunne altid kende smagen - den tunge træsmag vel at mærke.

Samme dille oversvømmer vinproduktionen i Italien - og resten af verden også - i dag - men heldigvis er der flere og flere, der ikke synes denne metode altid giver de mest spændende vine.

Der er ingen bevægelse "No Barrique" mod de små egetræsfade endnu, men den kommer sikkert snart - og jeg er klar til at melde mig ind.
For mangfoldighedens skyld.


No Berlusconi - No Barrique -
Måske er dette starten til en "anti-barrique-forening"

Det mest spændende ved vin er netop forskelligheden, og det værste vil da være, at al vin smagte næsten ens.
Så kunne vi jo ligeså godt kun drikke Coca Cola...

Vinbønderne på selv den mindste vingård i Italien viser næsten altid med stor stolthed deres nye små egetræsfade - barrique - frem som rundvisningens højdepunkt, når jeg er på vingårdsbesøg med skandinaviske grupper.

Heldigvis oplever jeg også nogle gange, at det er den 100 år gamle 12.000 liters tønde, der bliver vist frem med allerstørst stolthed. Hos Fongoli i Umbrien ville faren helst vise dén tønde frem, mens datteren med stolthed viste de små barriques frem.
Du kan læse mere om familien her >>

Denne næsten 100 år gamle tønde på Fongoli vingården giver efter farens mening den bedste vin.

Glad blev jeg derfor, da jeg fik øje på skiltet "No Berlusconi - No Barrique" på min yndlingsrestaurant i Venedig - Cantina Canaletto, med den fanatastiske vinkælder >> .

Berlusconi og Barrique er jo to sider af samme sag:
Ensretning og ingen plads til folk, der tænker anderledes!

På Cantina Canaletto i Venedig kan man
studere etiketterne på hundredevis af forskellige
vine under middagen

Man kan kun drikke Amarone i Italien!!!

Når en af dine rejseledsagere udtrykker sig så katagorisk, så kan du være sikker på at du har en vaskeægte vin-idiot foran dig.

Jeg oplever utroligt tit, at danskere i Italien - og i Danmark - stædigt insisterer på kun at drikke Amarone, Brunello og Barolo vin.

På den måde er det sikre på at miste alt det spændende - nemlig de tusindsvis af andre spændende vine, som Italien kan byde på.

Faktisk passer de 3 store vine ofte utroligt dårligt til det mad, som bliver serveret ved de middage, jeg er med til som guide sammen med danskerne.

Og det er ganske fornøjeligt - men i grunden tragikomisk - at se, hvordan mange - specielt kvinder - der snerper munden sammen, når de på grund af dette vinsnobberi er nødt til at indtage f.eks. en Barolo til en delikat pastaret.

Desværre tillader disse selvbestaltede eksperters (Læs mænd - jeg har kun mødt en dansk kvinde af slagsen, og hun var i øvrigt også religiøst forstyrret) diktatur ikke, at disse kvinder har lyst til at udtrykke deres ærlige mening om Barolo´en.

Vin er en helt personlig oplevelse

I al beskedenhed har jeg både som guide, som journalist og som stordrikkende privatperson igennem de seneste 14 år stiftet bekendskab med et ganske stort udvalg af italienske vine.

Barolo´en må andre efter min mening nyde.

Jeg synes, den smager af tjære og lakrids, og giver en gane og mund efter to glas, som om man vågnede op efter en god "øl-vin og spriritus-brandert" af den slags, hvor den russiske arme har marcheret hen over tungen hele natten.

Et glas eller to af Amarone-vinen nyder jeg gerne - om efteråret eller vinteren til en seriøs kødret af de allermest kraftige slags - eller foran en pejs med en god Toscana-cigar >> (dem hader de fleste i øvrigt).

Og til alle Amorone-freaks´ene nord for Alperne kunne det måske være en ide engang imellem at minde om, at langt det meste Amarone vin, der sælges på tilbud i Netto og Irma, ikke når de kendte Amarone-producenters vine til sokkeholderne.

TIPS: Du får faktisk meget god vin, til meget færre penge, hvis du i stedet for en billig tilbuds-Amarone køber en vin af samme druer, der er fremstillet med "ripasso-metoden" - med de tørrede druer, der bruges til at lave Amaronen - og så kan du nyde flere glas, inden det hele bliver for tungt og for meget. Denne her "ripasso" er fra vingården Bertani >> . Der står en magnum flaske af slagsen i mit køkken - til 22 € købt på vingården - og den skal drikkes ved en speciel lejlighed til en god steg her i løbet af vinteren. Eller prøv f.eks., hvis du absolut skal have Amarone til dine tortellini med spinat, at investere det en Amarone fra Bertani >> koster - så opdager du nemlig, hvad Amarone egentligt handler om.

Brunello er da en dejlig vin, men har aldrig sagt mig mere.

De vinkyndige vil sikkert sige, jeg endnu ikke har smagt de "rigtige" store Brunello´er - men det har jeg faktisk.

Og hvá så:
Det er som om, der netop i Toscana og specielt i Chianti-distriktet er skabt en vin-skabelon, som alle forsøger at nærme sig, og så sidder man der med stort set den samme smag i munden.

Og dét eksperterne glemmer, er jo i alt sin enkelhed, at vi faktisk alle er i vores gode ret til at have vores egen vinsmag.

Derfor skal Amarone-freaks´ene da også have lov til at drukne sig i den vin.

Det triste er bare, alle de gode oplevelser, deres snævertsynethed får dem til at gå glip af.

- Og ikke mindst, når deres snævertsynethed blokerer for de ikke selvbestaltede eksperters vinoplevelser.

Lag dig ganske simpelthen ikke tryne, men følg din egen intuition, når du læser vinkortet.

Nysgerrighed er nemlig en ægte vinsmagers vigtigste kendetegn.

En siciliansk overraskelse

En af mine gode vin-oplevelser var, da en dansk "Amarone-gruppe" kom på en restaurant, hvor de løb tør for Amarone.

Italienske restauranter - selv dem med et fyldigt vinkort (og det er slet ikke normalt, for italienerne går oftest ud for at spise for at spise, ikke for at drikke!) har sjældent nok til at tilfredsstille 25 danskeres Amarone-tørst.

Så vi måtte med vinkyperen i kælderen og valget faldt på en siciliansk vin.

De sicilianske vine rynker mange - også italienere - stadig en del på næsen over.

De har ry for blot at være kraftige og unuancerede i smagen.

Men som overalt i Italien findes der producenter også på Sicilien der i det seneste årti har satset på kvalitet fremfor kvantitet.

Ingen klagede over den sicilianske vin - de fleste udtrykte faktisk beundrende overraskelse, og Amarone-freaks´en, der ovenikøbet stjal Amarone-slatterne fra de andre borde, gik atter en gang glip af en bevidsthedsudvidende vin-oplevelse.

Kvalitetsvin til dagligt

I det hele taget er italiensk vin i de 14 år, jeg har været hernede, blevet mindst dobbelt så god til prisen!

Vi er daglige vindrikkere - manden spiser ikke, hvis der ikke er vin og frisk brød på bordet - brødet spiser han sjældent, men et glas vin eller to hører ganske enkelt med til et komplet måltid.

Vores daglige vine køber vi i supermarkeder, og prisen ligger mellem 1,65 og 3 € alt efter de aktuelle tilbud, og det betyder bestemt ikke, at vi ikke også til daglig kan drikke kvalitetsvin.

Lige nu drikker vi skiftevis en Barbera fra Alba og en Valpolicella.

Barbera´druen har haft et ry som en slags proletar-drue - men i Piemonte kæmper den jo også med den fornemme Nebbiolo-drue, der giver væske til Barolo´en.

Det er nok mine danske gener, der får mig til at sætte pris på Barbera´en - vi nordboer kan godt lide det kraftige.

Til gengæld er jeg også blevet så italiensk, at den i Danmark så populære Primitivo-vin fra Puglia efter min mening er en lige rigelig tung sag uden ret mange smagsnuancer.

Valpolicella´en var på tilbud til halv pris - 2,58 € - den kommer fra Classico-området - hjertet af Valpolicella og er ydermere fra 2001.
En forrygende vin til den pris.

Luksus til 3 € fra Milanos eneste vindistrikt

Udover magnumflasken fra Bertani ligger der inde i pulterkammerets vinhylde også stadig 5-6 flasker nede fra Milano-provinsens eneste vin-distrik - San Colombano al Lambro >> - på vej ned til Po-floden syd for Milano
Ganske få milanesere kender faktisk deres egen vin.
Vi kørte derned i foråret, spiste en forrygende frokost på slottet i San Colombano, og var bagefter ved at forlade distriket uden at have fundet en vingård.
Så vi stoppede på landevejen, og spurgte en ældre have-arbejdende herre, om han ikke kunne vise os vej til en god vingård.
Han sendte barnebarnet afsted foran os på cykel, og vi kom ned til Giuseppe Giuglemini.
Vi købte 12 flasker af deres røde vin fra 2001 - den havde lagt 1/2 år på barrique, og trods min aversion mod barrique-hysteriet, så må jeg indrømme, at det lige er en vin for mig. Hverken for meget eller for lidt, og den smager stadig af vin og ikke af egetræ!
3 € per flaske, og vi er i gang med andet karton. Og det bliver ikke sidste gang, vi tager derned - både for at spise på slottet - men også for at købe vin.
Sidst vi var der, købte vi også 12 flasker fra en anden vingård - Nettare dei Santi >> og det har vi bestemt heller ikke fortrudt.

Mystik og psykologi

Vin er jo nemlig også mystik og psykologi.

En vin smager bare bedre, hvis den drikkes, hvor den er lavet, eller i nærheden.

Men det vil nogen vel påstå er lige så hysterisk at påstå, som det er at påstå, at man i Italien kun kan drikke Amarone eller vine, der har lagt i blød i små træfade i flere år.....